Nyt fra sejlerskolen
1. oktober 2008
Så er sejlsæsonen på vandet slut og den årlig praktiske prøve er afholdt. Som afslutning på sæsonen er der standernedhaling og tilhørende fest 4. oktober. Det er samtidig vores årlige skolefest, hvor vi uddeler førerbeviser, til de der har afsluttet undervisningen på sejlerskolen, så vi håber at se rigtigt mange elever til denne fest. I november er der klubbens fødselsdagsfest - Stiftelsesfesten - 22. november.
Bådene skal rigges af, og hvis du skylder en dag eller to fra forårets klargøring eller bare kunne tænke dig at prøve at være med til afrigning af bådene, skal du henvende dig til Jørn Henriksen - vi kender endnu ikke datoer for dette.
Vinterens aktiviteter starter i oktober. Tilmelding til vinterkursus der afholdes på torsdage og navigation der afholdes på mandage, er på hjemmesiden www.oesf.dk - Husk vinterkursus skal gennemføres inden du kan gå til praktisk prøve.
Hvis du ikke allerede har afgivet forhåndstilsagn om sejlads i sæson 2009 skal du sørge for at gøre dette inden 15. december - enten til din lærer fra denne sæson eller via hjemmesiden. Efter denne dato fordeler vi 1. års og 2. års elever på holdene og tager nye elever ind. Hvis vi ingen melding har fra dig, hører du ikke fra os når der er tilmelding til klargøring og sejlads 2009.
Husk at de arrangementer der er i løbet af vinteren, også er for skolens elever - så mød op og vær med til at gøre vores klub til en aktiv klub.
Hilsen Skoleudvalget


