Bevar de gode besejlingsforhold i Svanemøllehavnen
Jeg er både blevet opfordret til at starte en underskriftsindsamling for bevaring af pælepladser og til at skrive et indlæg i Koøjet. Nu gør jeg så det sidste, og så må andre tage sig af underskriftsindsamlingen.
Jeg hører til gruppen, der er modstandere af Y-bommene, fordi jeg synes, der er en række store ulemper ved dem. Jeg synes det må være oplagt, at vores forbillede til efterlevelse er Rungsted Havn og vores nære nabo Kalbrænderihavnen. Der har man formået at kombinere fordelene ved flydebroer med fordelene ved pæle.
I et tidligere nummer af Koøjet stod der, at ØSF arbejder på at få en pæl ved hver anden bås, og hvis det lykkes er det da et lille fremskridt til at det bliver lettere at komme ind på sin plads.
Jeg har lige erfaret, at der på Østmolen nu skal være 3 tværbroer i stedet for de nuværende 2 – det bevirker at manøvreringspladsen bliver voldsomt indskrænket.
Der er jo også blevet smallere mellem Nordmolens tværbroer og Midtermolen. Jeg har i sommer set enkelte sejlbåde tage et lille pæleræs langs Midtermolen, fordi der ikke var plads nok til deres kryds. Det kan ikke lade sig gøre, hvis der ikke vedbliver at være pælepladser på Midtermolen.
Med hensyn til at ligge langskibs er det ikke alle både, der er lige velegnet til at komme ombord fra siden. Y-bommene bliver jo også smallere og smallere at gå på jo mindre bådene er. Der er også den ulempe, at de flestes bådes fenderliste sidder meget højere oppe, så fenderne kommer til at gnide mod fribordet hele tiden.
Det værste er nok at det bliver meget vanskeligere at sejle ind og ud fra sin plads uden at skramme hverken sin egen båd eller naboens. En af ulemperne ved Y-bommene er at de er så lave at man ikke kan nå ned og tage fra på dem og hvis bommene ydermere er kortere end bådene, er faren for at drive ind i hækken på nabobåden klart til stede. Med pælepladser kan man tage fra på pælen eller drive ind i den og derefter bruge sin indhaler til at komme helt ind på plads uden at ramme nogen. F.eks. når det blæser og båden driver mere af (alt efter især hvilken bådtype det er) så sker det jo ofte at pælen rammes enten blidt eller hårdere og derved rettes op. I tilfælde af, at det er en Y-bom vil man ridse/skramme sit fribord og evt. ramme nabobåden.
Som én jeg mødte sagde, efter hans første sæson med Y-bomme, det var ikke så slemt som frygtet, men han kan ikke længere besejle sin plads, når det blæser.
Det er jo også tankevækkende at den tværbro på Nordmolen, hvor øvelsesbådene ligger, som den eneste har fået pælepladser. Det er vel en form for indrømmelse af, at pælepladser er lettere at besejle og bruge end Y-bomme.
Jeg har stadig heller ikke hørt, hvad man anbefaler folk, der sejler alene at gøre, nu de ikke kan have en kravlegård til at styre stævnen på deres båd. Det er jo genialt at have 2 indhalere og derimellem en line med krog i midten, som man lige kobler på og derved styrer sin stævn. Man kan jo ikke have en kravlegård, når man ligger i Y-bom, især ikke en dobbelt.
På Nordmolen har man jo flyttet meget rundt på bådene, tilsyneladende med det formål at det skal se pænt ud med ens både liggende ved siden af hinanden. Det princip vil jeg på det kraftigste opfordre til, at man opgiver.
Man bør i videst muligt omfang kunne bevare sin plads sammen med sine naboer, og kun flytter rundt på bådene hvis der er store fysiske problemer med at skulle bevare pladsen. Det at have en båd inkluderer jo også et stort socialt element for mange sejlere, især måske for ældre, der ikke kan sejle så meget.
I sommer mødte jeg en ældre sejler oppe på Havnekontoret. Han kom for at sige sin plads op, for nu havde han opgivet at have båd, efter at han og hans venner var blevet spredt til hver sin side efter renoveringen af Nordmolen. Hans sociale liv var tilsyneladende ødelagt så meget, at nu opgav han. Det synes jeg er lidt beskæmmende, at bare fordi man skal lave en havn om, forårsager man, at folk opgiver at have båd.
Jeg omgås måske de forkerte mennesker i havnen, for jeg stadig ikke har mødt nogen, der er glad for Y-bommene og som ikke savner pælene.
Selv om vi nu kun kan nå at gøre noget for sidste etape i havnen, vil jeg opfordre folk til, hvis de oplever forringelser i forhold til tidligere, at de gør indsigelser til folk der bestemmer/har magt. - f.eks. havnevæsnet, havnefogeden, vores repræsentant i havnen, ØSFs bestyrelse eller andre - og ikke kun siger det til naboen.
Hvis vi kun går rundt og siger det til hinanden, er der slet ikke noget håb om indflydelse på, hvordan vores havn skal være i fremtiden, og om vi kan bevare flest pælepladser og god manøvreringsplads.
Mit inderste håb er stadig, at der på Midtermolen og dens tværbroer kun vil blive etableret pælepladser. I det mindste pælepladser på selve Midtermolen ligesom på Nord- og Østmolen. Hvis der alligevel kommer Y-bomme, må mindste krav være at Y-bommene er længere end bådene og helst enketbåse.
C. Bak 1.februar 2009


