Skrivelse til Københavns borger repræsentation
Følgende skrivelse er fremsendt til borgerrepræsentationens medlemmer d. 28. april.
Til: BRs medlemmer
Emne: Vedr. BR-møde torsdag 29. april 2010, 9-10-11
Vedr. punkt 9 - 10 og 11 på BRs møde d 29-04-2010
Ugennemsigtigt og uafklaret beslutningsforslag
Brugerne af Svanemøllehavnen er ikke tilfredse med, men tager til efterretning, at et politisk flertal i BR er blevet enige om at gennemføre den "skrabede" model af Nordhavnsvejen.
Den 22 april afholdt Østerbro Lokalråd et borgermøde om Nordhavnsvejen. På mødet deltog flere BR-medlemmer. Mødet fik et så uheldigt forløb at Svanemøllehavnens repræsentanter ikke fik lejlighed til at stille opklarende spørgsmål og udtrykke betænkelighed ved visse punkter i byggeperioden.
I de senest kendte papirer om projektet står: Strandvænget skal påregnes at være lukket for biltrafik. Endvidere viser tegninger at hele arealet foran havnen og roklubberne udlægges til arbejdsareal fra 2011 til projektet står færdigt.
Dette får os til at frygte at der ikke er ordentlige tilkørselsmuligheder til hele havnen og alle klubberne gennem de 5 byggeår?
Det er for klubberne en overlevelsesbetingelse at der er rimelige tilkørselsforhold, også for store biler, til hele havnen, i hele arbejdsperioden.
Havnen bruges, året rundt, af over 5000 medlemmer. 500-600 af havnens 1100 både tages op om efteråret og søsættes om foråret af en stor mobilkran der kører på havneområdet. Roklubberne kører med et 16 meter langt "vogntog" kaproningsbåde til og fra stævner i hele Europa. Søspejdernes forældre kører deres børn til og fra sejlads. Alle sejlerne kører alt udstyr til bådene i bil til havnen. Den nystartede restaurant på nordmolen, er afhængig af at kunderne kan komme i bil. Sidst men ikke mindst er handicap sejlerne absolut afhængige af at blive kørt lige til kajkanten.
Det vil derfor have helt uoverskuelige sociale, organisatoriske, økonomiske og juridiske konsekvenser for klubberne, hvis ikke tilkørselsforholdene i hele byggeperioden bliver acceptable set i forhold til ovennævnte forhold.
Vi beder derfor BRs medlemmer om, ikke at træffe bindende beslutninger før disse forhold er tydeligt afklaret.
Med venlig hilsen
På sejlernes, roernes, spejdernes, ungdomsklubbens, restaurantens, handicapsejlernes og Svanemøllehavnens vegne.
Torben Johannesen
Formand
Sejlklubben Sundet


