Pladsudvalgsformanden takker af
Så er det sidste gang, jeg skriver til jer som pladsudvalgsformand. Jeg udtræder også af bestyrelsen efter næste generalforsamling. Det kniber med tiden, så nu må en anden tage over. Jeg vil dog stå for udsætningslisterne med hvad dertil hører indtil sidste udsætningsdag.
Hvis jeg skal gøre lidt status må det bl.a. være, at projektet med at få ryddet helt op på kirkegården stort set er lykkedes og dermed har muliggjort flere AKTIVE bådejere på pladsen. Samtidig er der kommet ret godt styr på hvem der har hvilke skure således, at det er blevet muligt at tildele langt flere skure til de mange og ikke mindst nyere medlemmer på ventelisten. Der har i lang tid været mange uretmæssige brugere (pirater, slumstormere!), forladte skure og en del med to skure. Det sidste mangler vi stadig at få løst, selv om enkelte medlemmer, som har ydet (og stadig yder) en stor indsats for klubben, dog vil kunne beholde det ekstra skur. Optagningsskemaet i efteråret kom for første gang også i en elektronisk udgave. Der er dog stadig plads til forbedringer. Men det er den vej, det går, selv om der naturligvis skal tages hensyn til dem, som ikke er på nettet - altså stadig et skema i papirudgave som vil ligge i Skipperstuen. Det samme bør nok også gælde for optagnings- og udsætningslisterne. Jeg mener, det er på tide, at disse fremover kun bringes på hjemmesiden og opsættes på opslagstavlen i Skipperstuen. Det har alt for ofte vist sig, at listerne i Koøjet er forældede, når bladet udkommer. Samtidig vil det i stedet give plads til mere spændende sider med sømandshistorier, debat m.m.
Endelig vil jeg gerne takke bestyrelsen for jeres måde at være på - tidligere som nuværende og ikke mindst Flemming for din tålmodighed og hjælp med dette og hint. Også de medlemmer, som har deres næsten daglige gang i klubben og på pladsen, vil jeg gerne takke for jeres uvurderlige hjælp.
Jeg håber, min efterfølger sammen med bestyrelsen vil turde arbejde med nye id'er uden at man bliver opfattet som revolutionær. Der er jo nok nogle traditioner/tilbagevendende arrangementer, som måske kunne trænge til et eftersyn. Her mener jeg, det meget vigtigt, at finde ud af, hvordan Frem kan profilere sig og undgå at støve til. F.eks. vil nye (brugte) mere sportslige skole- og/el. klubbåde være et must, hvis man skal tiltrække yngre med lyst til lidt mere sportslig sejlads. Med al respekt er der jo mange, som anskaffer sig en båd i glasfiber, når man kaster sig ud i sit første bådkøb. Hvis det ender med det støvede, kan jeg kun se én udvej: én klub og én havn! Det kan komme hurtigere end vi måske har lyst til.
Tak for kampen
Sejlerhilsen
Poul Levin


